Puha, hvor er det svært at omsætte buddhismen i praksis ude blandt andre.
Det er en ting at sidde hjemme på puden og finde ind til det som er fint og godt i sig selv og samtidig indse at det er noget vi alle indeholder, men det er noget helt andet at komme ud blandt de andre, se dukkha og opleve at de værdier og smukke ting jeg arbejder med hjemme, hurtig bliver glemt, trods de gode intentioner, og se på hvor hurtigt jeg falder tilbage i gamle mønstre og bliver fanget i egoets spind.
Og tiden bagefter er hård. Jeg bliver ligesom rystet indeni og må bruge tid på at finde tilbage på middelvejen. Jeg håber at min GPS med tiden bliver hurtigere og bedre til at lede mig tilbage og engang helt vil lede mig udenom dukkha. Hmm, mon jeg ikke bare kan bytte den til en nyere og opdateret model istedet? 
Hvem var det der sagde at hvis man vil se hvor langt man er i sin praksis, skal man besøge sine forældre? 
