Min yngste hund var mit selskab under morgenmeditation i dag. Jeg kunne høre og mærke hans vejrtrækning og mærke hans varme og da jeg var færdig brugte vi lidt sammen i stilheden på gulvet. Lige så bullerbasset han kan være, lige så musestille og blid kan han være, han kan især lide at blive aet over hovedet, mens vi kigger hinanden i øjnene. Han er familiens hundehvalp og vil altid være det. Han er 7 år.
Da jeg startede med at meditere for et års tid siden havde jeg travlt med at gøre alt klar til min meditation. Vaskemaskine blev slukket, hunde blev lukket ude af rummet, vinduer blev lukket osv. Jeg havde en ide om at der skulle være så stille som muligt for at jeg kunne holde koncentrationen. Men med tiden er jeg blevet doven på det punkt. Og som min lærer siger så er livet ikke altid stille, så hvad nytter det jeg kun praktiserer i stilhed. Og heldigvis ligger det til min energi at være meget lyd-orienteret og det betyder, i hvert fald for mig, at hvis jeg hører lyde under min meditation feks. hundesnork eller prutter, fuglesang eller opvaskemaskinen der skrifter i programmet så øges min opmærksomhed og koncentration. Derfor har jeg heller ikke svært ved at meditere i bussen f.eks.
Mine hunde kræver sommetider kærlighed fordi de har ondt i maven eller andet under en meditation og så bliver det altså prioriteret, for jeg ved ikke hvor længe jeg har dem. Jeg kan mediterer videre mens jeg nusser.
Jeg tror de nyder den tid om morgenen for de ligger altid ved mig eller tæt på imens, de forlader ikke rummet. Det sker også at en af dem bliver legesyg og kommer og puffer til mig med bolden og så er det svært at holde koncentrationen, men jeg lader dem lege uden at deltage, så falder de hurtigt til ro.
Meditation er vigtigt, men ikke vigtigere end dem jeg elsker. Det skal ikke tages så alvorligt, men det er alligevel prioriteret meget højt. Alting skal have en balance.
Flot historie. Jeg kender et par historier om meditation og dyre.
Jeg boede på et tidspunkt hos en pige, som havde to katter. Da jeg sad og mediterede sent om natten på den tid, ville katterne nogle gange flyve simpelthen forbi mig i deres vilde og energifulde leg. Det var jo en prøve for min stilhed, at være stille nok til at koncentrere mig og opmærksom nok til ikke at blive forskrækket at deres pludselige overraskelser. Andre gange en af dem ville bare sidde om på mig, mens jeg sad. Og det var jo kun hyggeligt.
Også, mens jeg boede i Jiko An, en zen center i Sydspanien, holdt vi nogle ensomme retreater i et hus ved siden af vores. Der var en stor gård hund som hed Niño. En gang, Shingan, lederen i centret, sad ud i husets terrase og vi kunne se ham på afstand med den store hund liggende på hans skød. Det var altså så sjovt at se på (men Shingan blev ved at meditere!, det må man også sige).
Ha, jeg kan lige se manden med den store hund på skødet for mig
Jeg har også mediteret med en kat et par gange. Det er noget så hyggeligt.