Jeg er tilhænger af meditation, ingen tvivl om den sag. Jeg har haft to faste daglige meditationsprakssiser i lang tid. Men at meditere og sidde på zafuen er kun en lille del af det at være buddhist. Og meditation skal ikke kun foregå på puden, i hvert fald ikke hvis man tager ønsket om at ende lidelse seriøst. At være nærværende når man skrælder kartofler, kører på job, smiler til en fremmed, har ondt i hovedet, eller går på toilettet, er også praksis. At være nærværende nok til at tillade følelser og tanker at opstå og forgå uden at hæfte sig til dem er især praksis, omend en af de sværere. Men praksis skal heller ikke være nem og det var nok en af de ting der overraskede mig som ny til buddhismen; at jeg ikke bare kunne sidde på puden og blive rolig og lykkelig på den måde. Praksis er til tider lige så hårdt som livet var inden jeg overhovedet fik en praksis. Forskellen er, at nu har det en mening. Nu er lidelsen et skridt på vejen ud af den, fordi jeg arbejder aktivt med den.
Jeg er især glad for at arbejde med det der gør ondt og det der er svært. Det er ikke fedt, men det er strengt nødvendigt, hvis ikke jeg kun skal have det godt på nogle enkelte punkter i mit liv. Det er da uden tvivl nemmere at sætte de mere behagelige ting først; at sidde på puden, at gå med mine hunde i nærvær, at læse en bog osv. og det er da også de ting der gør jeg har overskuddet til at arbejde med det der virkelig rykker, det der virkelig gør en forskel; alt det rigtig grimme, alt det rigtig ubehagelige; både den psykiske og fysiske smerte.
Og meget af det virkelig “grimme” hos Senshin, er et af de mest naturlige aspekter af det at være et lidende væsen. Nemlig begær. Jeg har skrevet om det før; Mit begær efter lækre smukke ting, begær efter at tilføje mig noget, begær efter mad, efter rigdom, efter at blive værdsat, efter at have forhold være anderledes. Men også de helt små ting der næsten ikke ænses i min dagligdag; Rykken rundt på puden under meditation, irritationen over at en ting ikke helt er som de ”burde” være og en lille næsten usynlig jalousi.
Hvis du var i mit hjem ville det nok være rimelig tydeligt for dig hvordan begær fylder meget af min dag, men for mig er det så vanligt at jeg ikke ænser det. Et eksempel er at jeg aldrig laver en opgave færdig, inden jeg har gang i noget andet. Jeg har altid gang i 2-3 ting ad gangen. Jeg siger det er min natur at være på den måde, at det faktisk hjælper mig og at det nu engang er den jeg er. Det er muligt! Men det er begær og det forhindre mig i at nå mine mål.
For at nå mine mål, må jeg arbejde med det, sådan er det. Jeg må se mine begær i øjnene og se dem for hvad de er. Så jeg fokuserer på mine åndedrag mange gange i løbet af dagen, fordi jeg bestemt ikke elsker åndedrætsmeditation endnu, trods jeg har set nødvendigheden af det og i lang tid var det min hovedpraksis, alene af den grund at jeg ikke bryder mig om det.
De sidste dage har jeg øvet mig i at sidde bum(!!) stille på mine knæ og i meditationsstilling, uden at klø mig og rette på mig som jeg normalt gør ret meget, og det er lykkes mig i 20 min i dag. Ja, det klør og det gør hammer ondt i ryggen og fødderne sover og dunker, men det er nødvendigt. For kan jeg indse hvad det betyder at tøjle mit begær mens jeg sidder, vil det smitte af på min hverdag.
En anden ting jeg gør, som jeg egentlig ikke kan døje, er at gå meditation i regn og rusk. YF! Der er jeg altså pylleret. Og jeg plejer gerne at finde undskyldninger for at undgå det. Jeg kan jo altid sidde på puden i stedet…. Ja! Men til hvilke nytte? Vejret er som det er. Det er min bedømmelse der gør det forkert. Så det næste stykke tid går jeg altså i regn og rusk hver eneste formiddag uanset hvor lidt jeg gider.
Jeg hader at elske praksis der ikke er behagelig, men jeg ved at det er nødvendigt. Og Buddhaen sagde aldrig at det ville blive nemt. I sutraen ‘Innumerable Meanings’, som er en del af den Trefoldige Lotus Sutra, beskrives Shakyamuni Buddhas eget liv således;
Han blev aldrig træt,
Til trods for store anstrengelser.
Han holdt sit sind fredfyldt, dag og nat,
Og var altid i meditation.
Det er noget at leve op til!
Buddhismen var slet ikke det romantiske, som jeg havde forestillet mig. Praksis er til tider rigtig ubehagelig både psykisk og fysisk. Men når jeg ser på alt det der er sket med mig på den rimelig korte tid jeg har praktiseret dedikeret, så er det virkelig det hele værd.
Der er intet at få og alligevel alt at vinde.
