Julegave ønske; Oplysning.

‘Det er hvad det er’

…er en sætning der oftere og oftere ryger igennem mit hoved. For det er det!

Tingene er som de er, indtil de ikke er mere. Det er vores konstante bedømmelse af alt der gør dem til gode, dårlige, mindre ønsket, bedre, trælse, irriterende, øv, fede, ønskværdige, hæslige, skønne osv. osv. Det er de “lag” af bedømmelse vi selv putter på, der skaber lidelsen, ikke tingene. Hvis vi dømmer noget til at være skønt, så rækker vi ud og ønske at det skal blive ved at være der, hvis vi dømmer det til at være frygteligt så ønsker vi at de forsvinder. Men det er som de er, om vi kæmper i mod eller ej. Så hvorfor kæmpe?

Det betyder naturligvis ikke at vi skal synes alt er fint og ok. Der er ting og situationer der må ændres fordi de ikke er hensigtsmæssige, men det ændre ikke på faktum.

Hvis vi kunne tillade ting at være som de var uden at lægge de dømmende lag ovenpå ville vi ikke være nødt til at kæmpe i mod hele tiden. Og der er jo heller intet at kæmpe imod. Bedømmelser er  tanker, følelser og sommetider sagte ord og har ingen kerne,  så det er formålsløst at stritte i mod dem; de opstår og forsvinder konstant. 

Det kan virke svært at fjerne vanen efter mange mange års øvelse i at dømme, at række ud efter noget der ikke er, at ønske noget skal forblive. Og det lader sig da heller ikke gøre over natten over. Men det kan lade sig gøre. Ved igen og igen at iagttage sindets mange finurligheder og behov for at lable. Det gør man allerbedst i meditation. Meditation er den koncentrerede observation og øvelse, der gør det muligt at genkende mønstrene i hverdagen af og til, til at starte på, og mere og mere med tiden, så man aktivt kan vælge at stoppe med at lytte til sindets konstante dømmen.  

 

Mary igen…

The Summer Day

Who made the world?
Who made the swan, and the black bear?
Who made the grasshopper?
This grasshopper, I mean –
The one who has flung herself out of the grass,
the one who is eating sugar out of my hand,
who is moving her jaws back and forth instead of up and down –
who is gazing around with her enormous and complicated eyes.
Now she lifts her pale forearms and thoroughly washes her face.
Now she snaps her wings open, and floats away.
I don’t know exactly what a prayer is.
I do know how to pay attention, how to fall down
into the grass, how to kneel in the grass,
how to be idle and blessed, how to stroll through the fields,
which is what I have been doing all day.
Tell me, what else should I have done?
Doesn’t everything die at last, and too soon?
Tell me, what is it you plan to do
With your one wild and precious life?

(-Mary Oliver)

Regn

Meditation i uvejret fortæller mig at jeg også er af regnen, uanset hvor meget jeg kæmper i mod det. Så jeg kan lige så godt stoppe kampen…….

Årsdag for min tilflugt

I dag er det et år siden jeg tog den buddhistiske tilflugt. Det var en stor dag for mig, fordi jeg aktivt havde valgt at nu ville jeg hellige mig Buddhaens lærer og prøve den af i mit liv og nu ville det blive et officielt valg for mig. Det var på mit andet retreat og det var en dejlig fredag eftermiddag. Jeg havde glædet mig meget til at få mit dharmanavn, (efter at være lovet navnet Dog breath af min sensei   ), blev jeg SÅ glad for mit smukke navn med den smukke betydning udvalgt til mig. Senshin betyder Hengivent Hjerte og jeg elsker det navn og  kunne ikke ønske mig noget andet!

Den Trefoldige Tilflugt beskrives nogen gange som den Buddhistiske trosbekendelse, eller som det, der gør en Buddhist til Buddhist. Selve den ‘officielle’ tilflugts-ceremoni foregår ved at den lærer man vælger, giver en tilflugt. Der er ikke tale om en egentlig konvertering, og der er grundlæggende ingen sekteriske overtoner. Nogle har taget tilflugt, eller har planer om at gøre det – andre er ligeglade.

Personlig synes jeg at en tillugt skal tages efter en moden overvejelse.  Jeg synes at et vist kendskab til buddhismen og en fast personlig praksis er et must. Hvorfor tage en beslutning hvis den er taget på et tyndt grundlag og man risikere at fortryde kort efter. Når man tager tilflugt er det et løfte til sig selv om at afprøve Buddhaens ord i hele sit liv. Hvis man “bare” ønsker at meditere engang imellem og godt kan lide hvad Dalai Lama står for, så er en tilflugt måske ikke en nødvendighed.

Hvis du vil vide mere om hvad en tilflugt er, så kan du læse mere på Shokens side her

(Billedet er fra en tilflugtsceremoni i Lotus Sanghaen)

Dharma humor

Intet at få, alt at vinde.

Jeg er tilhænger af meditation, ingen tvivl om den sag. Jeg har haft to faste daglige meditationsprakssiser i lang tid. Men at meditere og sidde på zafuen er kun en lille del af det at være buddhist. Og meditation skal ikke kun foregå på puden, i hvert fald ikke hvis man tager ønsket om at ende lidelse seriøst. At være nærværende når man skrælder kartofler, kører på job, smiler til en fremmed, har ondt i hovedet, eller går på toilettet, er også praksis. At være nærværende nok til at tillade følelser og tanker at opstå og forgå uden at hæfte sig til dem er især praksis, omend en af de sværere. Men praksis skal heller ikke være nem og det var nok en af de ting der overraskede mig som ny til buddhismen; at jeg ikke bare kunne sidde på puden og blive rolig og lykkelig på den måde. Praksis er til tider lige så hårdt som livet var inden jeg overhovedet fik en praksis. Forskellen er, at nu har det en mening. Nu er lidelsen et skridt på vejen ud af den, fordi jeg arbejder aktivt med den.

Jeg er især glad for at arbejde med det der gør ondt og det der er svært. Det er ikke fedt, men det er strengt nødvendigt, hvis ikke jeg kun skal have det godt på nogle enkelte punkter i mit liv. Det er da uden tvivl nemmere at sætte de mere behagelige ting først; at sidde på puden, at gå med mine hunde i nærvær, at læse en bog osv. og det er da også de ting der gør jeg har overskuddet til at arbejde med det der virkelig rykker, det der virkelig gør en forskel; alt det rigtig grimme, alt det rigtig ubehagelige; både den psykiske og fysiske smerte.

Og meget af det virkelig “grimme” hos Senshin, er et af de mest naturlige aspekter af det at være et lidende væsen. Nemlig begær. Jeg har skrevet om det før; Mit begær efter lækre smukke ting, begær efter at tilføje mig noget, begær efter mad, efter rigdom, efter at blive værdsat, efter at have forhold være anderledes. Men også de helt små ting der næsten ikke ænses i min dagligdag; Rykken rundt på puden under meditation, irritationen over at en ting ikke helt er som de ”burde” være og en lille næsten usynlig jalousi.

Hvis du var i mit hjem ville det nok være rimelig tydeligt for dig hvordan begær fylder meget af min dag, men for mig er det så vanligt at jeg ikke ænser det. Et eksempel er at jeg aldrig laver en opgave færdig, inden jeg har gang i noget andet. Jeg har altid gang i 2-3 ting ad gangen. Jeg siger det er min natur at være på den måde, at det faktisk hjælper mig og at det nu engang er den jeg er. Det er muligt! Men det er begær og det forhindre mig i at nå mine mål.

For at nå mine mål, må jeg arbejde med det, sådan er det. Jeg må se mine begær i øjnene og se dem for hvad de er. Så jeg fokuserer på mine åndedrag mange gange i løbet af dagen, fordi jeg bestemt ikke elsker åndedrætsmeditation endnu, trods jeg har set nødvendigheden af det og i lang tid var det min hovedpraksis, alene af den grund at jeg ikke bryder mig om det.

De sidste dage har jeg øvet mig i at sidde bum(!!) stille på mine knæ og i meditationsstilling, uden at klø mig og rette på mig som jeg normalt gør ret meget, og det er lykkes mig i 20 min i dag. Ja, det klør og det gør hammer ondt i ryggen og fødderne sover og dunker, men det er nødvendigt. For kan jeg indse hvad det betyder at tøjle mit begær mens jeg sidder, vil det smitte af på min hverdag.

En anden ting jeg gør, som jeg egentlig ikke kan døje, er at gå meditation i regn og rusk. YF! Der er jeg altså pylleret. Og jeg plejer gerne at finde undskyldninger for at undgå det. Jeg kan jo altid sidde på puden i stedet…. Ja! Men til hvilke nytte? Vejret er som det er. Det er min bedømmelse der gør det forkert. Så det næste stykke tid går jeg altså i regn og rusk hver eneste formiddag uanset hvor lidt jeg gider.

Jeg hader at elske praksis der ikke er behagelig, men jeg ved at det er nødvendigt. Og Buddhaen sagde aldrig at det ville blive nemt. I sutraen ‘Innumerable Meanings’, som er en del af den Trefoldige Lotus Sutra, beskrives Shakyamuni Buddhas eget liv således;

Han blev aldrig træt,
Til trods for store anstrengelser.
Han holdt sit sind fredfyldt, dag og nat,
Og var altid i meditation.

Det er noget at leve op til!
Buddhismen var slet ikke det romantiske, som jeg havde forestillet mig. Praksis er til tider rigtig ubehagelig både psykisk og fysisk. Men når jeg ser på alt det der er sket med mig på den rimelig korte tid jeg har praktiseret dedikeret, så er det virkelig det hele værd.

Der er intet at få og alligevel alt at vinde.

Mit alterrum

Jeg er ved at indrette vores gæsteværelse til meditations- og alterrum. I sidste uge fik jeg blandt andet en ny Buddha figur (som ikke er japansk som jeg oprindeligt ønskede mig, men som alligevel bare måtte bo hos mig), den lækreste zafu og zabuton og en klokke, så min indretning er kommet godt fra start og jeg holder allerede meget af at være der. Jeg bruger det ikke kun til ceremoni og formel praksis men også til at læse i og bare slappe af hvis jeg trænger til ro. Jeg glæder mig til at bruge mere tid på at indrette gennem tiden (færdigt bliver det heldigvis aldrig) Indtil videre ser rummet således ud (se bort fra den dårlige billede kvalitet)

Jeg planlægger at få min mor til at sy en alterdug hvis jeg ikke finder en og så skal jeg have fat i et lille kar til røgelse (som jeg dog sjældent bruger)
(Har du et link til en side hvor man kan købe alterduge, røgelseskar osv. så må du meget gerne lægge en kommentar.

Med ønske om en god uge til alle. Jeg håber I nyder det smukke efterår.

Filmen Dharma Brothers

Doku filmen Dharma Brothers vil jeg rigtig gerne se, men har desværre kun denne trailer. Hvis du ved hvor man kan se det hele så vær sød at smid et link.

Hav en dejlig dag!

When I die

And if ever I touched a life I hope
that life knows
that I know that touching was and still is and will always
be the true
revolution

(-Nikki Giavanni)